Jubelåret er en nådefuld anledning til at møde Gud og næsten

Pave Frans

I Israels folks historie lød lyden fra vædderhornet kalet yobel i enhver landsby. Det markerede begyndelsen til et særligt år efter Moselovens bestemmelser (jf. 3.Mosebog 25).

Jubelåret var en tid for løskøb og genfødsel. Det blev inddelt af nogle valg af stærkt symbolsk karakter. Også i dag er disse valg meget aktuelle. Jorden skulle hvile og ikke dyrkes for at minde om, at ingen ejer den og kan udnytte den. For den tilhører Gud, og af Ham tilbydes den os som en gave, der skal værnes om: løskøbelse fra gæld, som sigtede mod cyklisk - altså hver 50. år - at genetablere en social retfærdighed mod uligheder: befrielse af slaver for at dyrke drømmen om et menneskeligt samfund fri for magtmisbrug og diskrimination - et samfund der minder mere om exodus-folket som Gud havde villet som en eneste familie på vandring.

Ved begyndelsen af sin prædikenvirksomhed i synagogen i Nazaret antager Jesus denne hebraiske horisont ved som i jubelåret at give den en ny og sidste betydning: han er selv ansigtet på den Gud, der er steget ned på jorden for at løskøbe de fattige og befri fangerne, som er kommet for at vise Faderens medynk med den, der er såret, faldet og uden håb.

Jesus kommer faktisk for at befri os fra enhver form for slaveri, for at åbne de blindes øjne, for at sætte de undertrykte fri (Jf. Lukas 4,18-19). I et sådant messiansk program får jubelåret en større betydning og omfatter alle former for undertrykkelse af menneskelivet ved at blive en nådefuld anledning til at befri dem, der befinder sig i syndens, resignationens og desperationens fængsel, en nådefuld anledning til at helbrede enhver blindhed i vores indre, som ikke tillader os at møde Gud og se vores næste, til at genopvække glæden ved at møde Herren og således kunne genoptage livets vandring i håbets tegn.

I denne ånd har millioner af pilgrimme lige fra 1300 med pave Bonifatius VIII’ s bulle begivet sig til Rom og med deres ydre pilgrimsvandring udtrykt længslen efter en indre, fornyelsens vandring for at deres daglige liv selv i slid og anstrengelser på igen skal omfattes af og få støtte i evangeliets håb. Alle bærer faktisk i hjertet en uudslukkelig tørst efter lykke og livets fylde, og stillet over for den uforudsigelige fremtid nærer de håbet om ikke at bukke under for mistillid, skepsis og død. Og Kristus, vores håb, møder denne håbets flamme, der bor i os og inviterer os til at genopdage glæden i mødet med Ham, der forvandler og fornyer eksistensen. Derfor ”synes det klart, at det kristne liv er en vandring, der også har behov for stærke øjeblikke til at nære vores håb og gøre det til en robust, uerstattelig følgesvend, der lader os skimte målet: mødet med Herren Jesus ” (Spes non confundit, nr. 5).

Dette stærke øjeblik repræsenteres ved jubilæet. Den hellige Dør, der åbnes julenat, er invitationen til at gå over tærsklen til en fornyelsens påske, til at gå ind i dette nye liv, der tilbydes os i mødet med Kristus. Og endnu en gang vil det være byen Rom, der modtager de talrige pilgrimme, som kommer fra mange dele af verden ligesom det skete i det fjerne år 1300 med det første jubelår i Den katolske Kirke. På det tidspunkt kom mange pilgrimme fra nord og som Dante Alighieri fortæller, når de kom til Monte Mario, kunne de beundre den evige stads pragt, som så mange af dem havde længtes efter at se. Andre, der kom fra syd, sejlede op ad Tiberen i små både. I dem alle var der en længsel efter at komme til den hellige port og gå over tærsklen til den. På samme måde var ethvert tilbagevendende jubilæum en anledning til at se pilgrimmenes vandring gå skønheden i byen Rom i møde.

I anledning af jubelåret mobiliseres der i stor målestok med ekstraordinære tiltag til forbedringer i trafikken, større funktionalitet i den kollektive trafik, restaurering af monumenterne og generel modernisering af byen. Men selv om det er vigtigt - set fra et byplanlægningsmæssigt perspektiv -  at alt dette fungerer, så lad os ikke glemme, at jubilæet giver Rom en særlig kaldelse til at være et byrum, der er velkommende og gæstfrit for alle, et laboratorium, hvor der er diversitet og dialog mellem de deltagende parter, et multikulturelt værksted der tager imod de forskellige farver i verden lige som i en mosaik. På den måde kan det være en by, der altid har rødder i en strålende fortid, men som sætter sig for at opbygge fremtiden, en fremtid uden barrierer, uden diskriminationens og mistroens mure.

Det er den drøm, der skal dyrkes: Byen Rom vil vise hele verden den særlige skønhed i denne kristne historie, der har formet den og som udmærker sig ikke blot ved kunstens pragt, men også og især ved dens profetiske stemme om gæstfrihed og broderskab.

Lad denne glade sang genlyde i ethvert hjerte og langs med hver gade i denne by: ”Martyrernes og helgenernes udødelige Rom, magt og frygt vil ikke besejre den; men sandhed og kærlighed vil herske (citeret fra den pavelige nationalhymne).

Oversættelse: Lisbeth Rütz, Vatikanstaten